Kære medlem af Foreningen for Etablering af Hospice Thy,
Julen 2024 er nu vel overstået, og vi håber naturligvis at I alle har haft en god tid med dem, der er jer nærmest.
Vi har, som bekendt, netop taget hul på et nyt år og derfor falder det os naturligt at gøre status på foreningen og dens formål. Vi ønsker samtidig at informere jer om nogle af de ting, der er på bestyrelsens program i 2025.
I skrivende stund er vi 254 betalende medlemmer hvoraf 8 er lokale firmaer, der har valgt at støtte os. Dertil har indtil flere fra det lokale erhvervsliv støttet ved eksempelvis tilblivelsen af hjemmesiden, tryk af flyers osv. I skal alle have kæmpe stor tak for jeres bidrag!
Der kommer nye medlemmer til hver uge, og vi håber at I alle sammen vil hjælpe med at sprede kendskabet til foreningen så vi kan blive så mange som muligt. Udover det økonomiske bidrag er hvert nyt medlem en tillidserklæring til os i bestyrelsen og motivation for at fortsætte arbejdet - og så kan antallet af medlemmer også vise sig at være et argument i den politiske diskussion om tilblivelsen af et hospice i Thy.
Hvad har vi så brugt tilliden til? I 2024 har bestyrelsen:
- Lavet aftale med grundejer om donation af byggegrund og driftstilskud
- Lavet hjemmeside og facebookside. Forventningen er, at begge dele bliver stadigt mere aktive så man som medlem kan holde sig løbende orienteret og være i dialog med bestyrelsen.
- Fået fremstillet flyers til omdeling og ophængning. Har man som medlem tid og lyst til at omdele eller ophænge flyers i lokalområdet, kan man henvende sig til enten formand eller næstformand (se hjemmesiden for kontaktoplysninger).
- Udfærdiget omfattende projektbeskrivelse indeholdende visioner, argumentation, baggrund, skitsetegninger, forventet budget osv.
- Indsendt projektbeskrivelse til kommunen forud for behandling af ny kommuneplan, og senere lokalplanen for området for grundens beliggenhed.
- Afholdt samtaler med såvel regions- som folketingspolitikere.
I 2025 planlægges
- Foretræde for regionens sundhedsudvalg i februar 2025.
- Kontakt til relevante politikere i Folketinget
- Samtaler med Danske Diakonhjem vedrørende administrativ hjælp og sparring.
- Konkretisering af såvel funktioner i og arkitektoniske visioner for selve byggeriet.
- Ansøgninger af fonde, legater og deslige.
- Sikkert meget mere!
Der er rigtig mange ting at tage hensyn til og højde for i det videre arbejde. Den afgørende faktor i det samlede arbejde er regionens vilje til vedvarende at betale for driften af et Hospice. Derfor er det politiske arbejde af stor betydning for at projektet kan realiseres. Vi arbejder både på kommunalt, regionalt og nationalt niveau for at få vores argumenter hørt. Argumenterne er mange, men ulighed i adgangen til specialiseret palliativ behandling, og dokumenteret skævvridning i henviste pr kommune (0/10.000 borgere på Mors vs. 14,1/10.000 i Frederikshavn Kommune i 2023) forventes at være mest vægtige.
Det er også på det politiske plan, at antallet af medlemmer af foreningen kan spille en rolle. Jo større en andel af de knap 80.000 borgere, der bor i vores optageområde, som viser deres ønske om etablering af et Hospice ved et medlemskab, jo stærkere forventes vi at stå i vores argumentation.
Hermed en opfordring til at gøre opmærksom på sagen, både blandt venner og kolleger, men også overfor jeres folkevalgte på forskellige niveauer.
Bestyrelsen hører meget gerne fra jer hvis I har inputs eller erfaring, som foreningen kan drage nytte af. Det kunne eksempelvis være forslag til fonde, forslag til støttearrangementer eller lignende.
Vi håber at se jer alle til den ordinære generalforsamling ultimo april 2025. Eksakt tid og sted følger, både i nyhedsbrevene her, men selvfølgelig også på hjemmesiden.
Med ønske om et godt nyt år!
Bestyrelsen.
Se flere nyheder
Du kan gøre en stor forskel
Bak op om foreningens arbejde
Vil du hjælpe os i vores arbejde for etablering af et hospice i Thy?
Så tager vi gerne imod dit bidrag - stort eller lille. Du kan bidrage med et kontant beløb og/eller ved at melde dig ind i støtteforeningen.